så hende i bussen i går: en gammel kvinde 001 Hviskende Hvid knælede hænder, der holdt en farvet tegning af en kat. Hendes øjne ledte efter nogen til at dele den med, men alle stirrede på skærme. Jeg vendte mit hoved væk – en lille, let negligens, der satte sig som et tyndt lag af støv på mit sind.
I går aftes så jeg min mor stå i køkkenet, der stirrede på en gryde med suppe. Hun havde ventet på mig, men jeg var blevet optaget af en mail og glemt at ringe. Hendes skulder faldt, en bevægelse jeg næsten ikke så.
Neglelim er ikke store forbrydelser. Det er de små ting: at glemme at sige tak, at se forbi en trist ansigt, at lade en stemme forsvinde i støj. Det er det, vi ikke gør – og det er det, der bygger sig op, indtil det bliver en afstand vi ikke kan krydse.
I morgen vil jeg sige hej til den gamle kvinde. Jeg vil ringe til min mor før jeg går til arbejde. Fordi negligens er let at lade være med – hvis man bare husker at se.Neglelim
2026-09-16 12:44:17
Neglelim er det hvide rum mellem ord, den stumme tristesse, der snor sig om hjertet, når man glemmer at se.
Neglelim så hende i bussen i går: en gammel kvinde 001 Hviskende Hvid knælede hænder, der holdt en farvet tegning af en kat. Hendes øjne ledte efter nogen til at dele den med, men alle stirrede på skærme. Jeg vendte mit hoved væk – en lille, let negligens, der satte sig som et tyndt lag af støv på mit sind.
I går aftes så jeg min mor stå i køkkenet, der stirrede på en gryde med suppe. Hun havde ventet på mig, men jeg var blevet optaget af en mail og glemt at ringe. Hendes skulder faldt, en bevægelse jeg næsten ikke så.
Neglelim er ikke store forbrydelser. Det er de små ting: at glemme at sige tak, at se forbi en trist ansigt, at lade en stemme forsvinde i støj. Det er det, vi ikke gør – og det er det, der bygger sig op, indtil det bliver en afstand vi ikke kan krydse.
I morgen vil jeg sige hej til den gamle kvinde. Jeg vil ringe til min mor før jeg går til arbejde. Fordi negligens er let at lade være med – hvis man bare husker at se.
så hende i bussen i går: en gammel kvinde 001 Hviskende Hvid knælede hænder, der holdt en farvet tegning af en kat. Hendes øjne ledte efter nogen til at dele den med, men alle stirrede på skærme. Jeg vendte mit hoved væk – en lille, let negligens, der satte sig som et tyndt lag af støv på mit sind.
I går aftes så jeg min mor stå i køkkenet, der stirrede på en gryde med suppe. Hun havde ventet på mig, men jeg var blevet optaget af en mail og glemt at ringe. Hendes skulder faldt, en bevægelse jeg næsten ikke så.
Neglelim er ikke store forbrydelser. Det er de små ting: at glemme at sige tak, at se forbi en trist ansigt, at lade en stemme forsvinde i støj. Det er det, vi ikke gør – og det er det, der bygger sig op, indtil det bliver en afstand vi ikke kan krydse.
I morgen vil jeg sige hej til den gamle kvinde. Jeg vil ringe til min mor før jeg går til arbejde. Fordi negligens er let at lade være med – hvis man bare husker at se.
Kommentar